name

Vær ambitiøs, men realistisk !

Kan man få EU-støtte til at udvikle sit unikke produkt eller en banebrydende klimaløsning ? Der et stykke fra ideen er tænkt til den gode ansøgning er afsendt. Men der er hjælp og gode råd at hente. Vand i Byer inviterede til stormøde om finansieringsmuligheder med fokus på Horizon 2020.


Af Michael Nørgaard

562 mia. kr. er det astronomiske budget for EU's Horizon 2020 program. Det største forsknings- og innovationsprogram nogensinde, der løber i perioden fra 2014 til 2020. Målet er at skabe vækst og job i Europa og løse vigtige samfundsmæssige udfordringer. Klima er et af 7 indsatsområder i søjlen ”samfundsmæssige udfordringer”. Så hvordan omsætter man de gode løsninger som Vand i Byers medlemmer arbejder med til netop vækst og jobs med udviklingspenge fra EU. Det var afsættet for Vand I Byers stormøde d. 12. januar.

Hvad skal der til for at lykkedes ?

Én af dagens oplægsholdere,  fuldmægtig Marlis Erichsen, Uddannelses- og forskningsministeriet og EUROCENTER, præsenterede nogle af de rådgivningsmuligheder, der er og  de pejlemærker man skal forholde sig til som ansøger. Man arbejder bl.a. med det såkaldte SMV-instrument (Små og mellemstore virksomheder), der skal gøre det lettere for virksomhederne at omsætte idéer til markedsparate kommercielle produkter. Vejen fra tegnebræt til marked skal være kortere og mere simpel for europæiske virksomheder, lyder noget af målsætningen.

- Det er vigtigt, at man forholder sig til en europæisk dagsorden og så skal produktet være foran ”state of the art”. Det er også vigtigt at have en ide  om  konkrete potentielle kunder og perspektivere hvorfor kunderne skulle købe det produkt du vil udvikle, fortalte Marlis Erichsen.

Det er også centralt, at man har et klart billede af konkurrerende løsninger og at man ikke undervurderer dem. Så man skal finde det rette niveau, hvor man både er ambitiøs og realistisk.

Man kan søge midler til projekter i 3 faser som hver er et trin i innovationsprocessen, hvor fase et er konceptudvikling og forundersøgelse. Eurocenter er klar med  ansøgningsvejledning og andre aktiviteter, der kan hjælpe igennem processen.

Skriv så det begejstrer !

Uffe Bundgaard-Jørgensen, InvestorNet - Gate2Growth, gav et billede af, hvad der skal til for at få succes med en ansøgning.

- Hvis man skal slippe igennem nåleøjet, så skal man have rådgivning. Tallene viser simpelthen, at mulighederne for at få støtte er uendeligt små, hvis man ikke får hjælp, fortalte Uffe Bundgaard-Jørgensen.

- Mange ansøgninger falder på manglende kendskab til markederne, og derfor er det vigtigt at lave et realitetscheck af den tekniske løsning og beskrive konkurrenterne, for de er der altid, lød budskabet fra Uffe Bundgaard-Poulsen. Han pegede også på, at man ikke skal skrive videnskabeligt, men man skal skrive, så man rammer alle typer af de evaluatorer – både specialisten og den udvidende. – Evaluatorerne har en time til at læse ansøgningen, så den skal være nem at forstå og overskuelig og så skal den kunne begejstre alle. Også derfor er det vigtigt at lade en 3. part chekke kvaliteten af ansøgningen, lød vurderingen fra Uffe Bundgaard-Poulsen.

Forretningsmodel og ”technology readiness level” er andre vigtige elementer som man skal forholde sig til som ansøger.

Fælles vision er afgørende

Claus Helix-Nielsen, Aquaporin, fortalte om konkrete erfaringer med ansøgninger. firmaet har udviklet et produkt til vandbehandling og har afdelinger i Danmark, Singapore og Kina. Man har bl.a. søgt SMV-instrumentet til et fase 2 projekt.

- Public Private Partnerships er  ifølge vores erfaring vigtige i denne type projekter, og så er det er vigtigt, at alle partnere er aktive. Det er vigtigt med en fælles vision i projektet og et klart billede af, hvorfor man går sammen. Det må ikke være  et fornuftsægteskab, så hav fokus på, hvordan I vil vedligeholde visionen, vurderede Claus Helix-Nielsen. Han kom også med et hint til de akademiske samarbejdspartnere, der skal være opmærksomme på, at det ikke blot er finansiering til det man gør i forvejen; der skal skabes noget nyt.

STATEMENTS fra deltagere:

- Vi har på dagen fået et godt overblik over, hvor vi kan få hjælp til ansøgninger og hvordan man kan komme videre i en ansøgningsproces. Og et klart billede af, at forretningsmodeller er vigtige. Vores erfaring er også, at partnerskaber er afgørende. Til et af de projekter vi haft succes med, der har vi i øvrigt fundet samarbejdspartnere gennem Vand i Byer.
- CEO Lars Briggs, Amphi Consult

 - Meget fint med forskellige vinkler på projektansøgninger og gode råd til, hvordan man griber processen an. Markedsorienteringen er vigtig i denne type af projekter, og jeg tror, at vi kan blive endnu bedre til at udvikle nye produkter og løsninger, hvis vi bruger de råd vi har fået.
- Projektchef, klimatilpasning Simon Toft Ingvertsen, EnviDan